En ting er at forestille sig at der er aftalt spil i lysky bokselokaler, hvor en bokser får besked om at lægge sig ned for at fremme karrieren for en anden. Det har vi jo set gentagne gange på film. Eller en hest bliver bedøvet så den pludselig ikke kan løbe så stærkt som den skal, og dermed bliver der en større gevinst til dem der har væddet på en anden hest. Fusk og svindel er der jo nok af inden for sportens verden. Dog er det alligevel lidt overraskende at det også findes på elite plan inden for tennis.
I Prokom Open i Polen trak Nikolay Davydenko sig pludselig fra turneringen, hvilket i sig selv ikke er mistænksomt. Hvad der fik politiet på sagen var, at han tilbagetrækning fra turneringen stødte sammen med et yderst mistænksom væddemåls mønster. Det var Betfair, en af verdens største online væddemåls sider, der råbte gevalt. De bemærkede at kampen mellem Davydenko og Arguello tiltrak 10 gange så mange væddemål end normalt.
Præsidenten for foreningen for professionelle tennis spillere – ATP, Etienne De Villiers, udtalte at enhver spiller der bliver fundet skyldig i snyd, vil blive bandlyst for livstid. ”Vi vil altid gøre hvad vi kan for at opretholde integriteten indenfor vores sport,” udtaler han. ATP har indgået aftaler med mindst ti forskellige store online væddemåls sider, om at holde øje med eventuelle ulovlige væddemåls mønstre. ATP håber på at de, ved indførelsen af de nye skærpede regler og overvågning, kan forebygge kommende skandaler.