Mulig milliardindkomst fra online gambling ifølge amerikansk redegørelse
8 nov 2009
Skulle den amerikanske regering ophæve forbuddet mod spil og gambling i USA, vil der være penge at hente. En ny rapport viser, at skulle det blive tilladt at spille poker online, så vil de amerikanske finanser kunne nyde godt af 42 milliarder ekstra over de næste ti år.
Den nuværende lovgivning på området, Unlawful Internet Gaming Enforcement Act (UIGEA) blev underskrevet i oktober 2006 og skulle forhindre amerikanerne i at spille poker online. Adskillige store pokerrum på nettet, heriblandt Party Poker, Paradise Poker, Pacific Poker og Pokerroom.com (Bwin), så sig efterfølgende nødsaget til at standse adgangen for amerikanske spillere, idet det blev ulovligt for amerikanske pengeinstitutter at overføre penge til online spillesteder. Lovgivningen nød naturligvis stor kritik fra de mange millioner af spillere i de amerikanske stater, og det har da også vist sig umuligt at standse pengeoverførsler på nettet.
Kongresmedlem Barney Frank (dem.) har siden UIGEA blev gennemført kæmpet for en ændring i lovgivningen – en ændring, som dog stadig kun vil gøre online poker og ikke casinogambling tilladt. Over 60 lovgivere støtter ham og det forventes derfor, at kongressen snart handler på sagen. The Joint Committee on Taxation har regnet sig frem til, at en ophævelse vil kunne indbringe staten 42 mia. dollars i skattekroner – en indtægt, der ikke kommer den til gode som situationen er i øjeblikket. Samtidig vil den ekstra milliardindtægt kunne gøre stor nytte for regeringens kommende projekter, bl.a. præsident Obamas varslede sundhedsreform. Interesseorganisationen The Safe and Secure Internet Gambling Initiative mener, at amerikanerne spiller for næsten 100 milliarder dollars alene online – og hvem ved, måske vil en lempelse på området endda få dette beløb til at stige endnu mere.